Søg

Efterårstravlhed

Det er lige blevet september, og nu er der for alvor gang i de sene afgrøder. I dag har jeg plukket både rønnebær og aronia, og i min køkkenhave ligger græskarrene og modner færdig – vi spiste den første lille hokkaido i går helt simpelt som en græskarpuré sammen med en lille lammesteg og kantareller som var samlet i skoven. Snart er de store græskar klar til at komme med til Løgstør og blive til græskarsauce, græskarsuppe, græskarpuré, græskar relish, stegt græskar, ….. Behøver jeg at sige at jeg er fuldstændig fascineret af græskar 

Porrerne og de fleste rødder må gerne vokse sig lidt større, inden jeg for alvor går i gang med at bruge dem, men gulerødderne har vi brugt af længe. Både løg og hvidløg er høstet og lagt ind i tørrerummet sammen med modne ærter og bønner som jeg tager frø af til næste års sæson. Min erfaring er, at frø af ærter og bønner, der er vant til at gro i min have, har langt bedre spireevne, end de frø man køber.

Hele sommeren har jeg haft en enkelt selvsået morgenfrue lige udenfor min hoveddør – den har jeg snuppet de næsten udsprungne og de helt nyudsprungne blomster af mange gange i løbet af sommeren, når jeg lige kom forbi. Plukket kronbladene af og ladet dem stå nogle dage i et fad på køkkenbordet for at tørre – det tager jo ingen tid på den måde, og selvom det kun er én plante så har jeg da fået samlet en hel lille bøtte tørrede morgenfrueblade der kan bruges som pynt på desserter – dem skal Jesper have i morgen.

Dagens høst af rønnebær og aronia er kommet i fryseren, for især rønnebær skal lige have frost for fuldt ud at udvikle smagen. Dem skal jeg også have med til Jesper, som så laver rønnebærgelé og aroniakompot af dem.

Rønnebærgeléen er efter den helt klassiske opskrift fra den uundværlige grønne syltebog, og smagen er bittersød. En lille klat af den i saucen gør underværker.

Også aroniabærrene er bitre i smagen, og ligesom hyldebær er de helt blottet for syre. Til dem udviklede jeg en opskrift på aronikompot,  da jeg var forpagter af det økologiske køkken på Halkær Kro. Kompotten er med bl.a æbler, citron, ingefær og chili. Både rønnebærgelé og aroniakompot tror jeg er kommet med måltidskasserne ud en enkelt gang eller to hvert eneste år – som en lille bøtte velsmagende og kræftforebyggende tilbehør – de giver begge en markant kant de måltider vi anbefaler dem til.

Min opskrift på aroniakompot:

1 kg aronia

750 g syrlige æbler
250 g rørsukker (evt mere) 
1 dl balsamicoeddike
10 g frisk reven ingefær
1 g stødt chili
½ stk citron (saft og revet skal)
1 g salt

  1. Bærrene plukkes, skylles og renses for stilke
  2. Æbler skylles, deles i både så kernehuset kan fjernes, og snittes i tern eller tynde både
  3. Skrællen skrabes af ingefær som rives fint.
  4. Find en god tykbundet gryde, og opvarm sukker, bær og æbler sammen med eddike, reven skal og saft af citronerne, den pressede citronskal samt krydderier. Lad opvarmningen ske langsomt, og under jævnlig omrøring så sukker ikke brænder på bunden.
  5. kog roligt i 1-2 timer under jævnlig omrøring til passende konsistens, smag til med sukker, chili og ingefær

Du kan smage de forskellige efterårslækkerier i følgende kasser:

Rønnebærgelé i uge 40: 

Grøn Fugl Fisk kassen og Vegetarkassen

Gulerodsdeller med græskarsauce uge 40: 
Grøn Fugl Fisk kassen og Vegetarkassen

Frikadeller med græskarsauce uge 40+41: 
Pensionistkassen

Aroniakompot i uge 43: 
Grøn Fugl Fisk kassen og Vegetarkassen

Edith fra Halkår Ådal
God appetit og venlig hilsen Edith