Om Halkær Ådal

Halkær Ådal leverer økologiske frosne færdigretter i høj kvalitet lige til din dør.

Halkær Ådal leverer økologiske frosne færdigretter i høj kvalitet lige til din dør.
Vi laver ualmindelig almindelig mad til helt almindelige mennesker, men du er ikke i tvivl, når du smager et af vores måltider – der er lagt kærlig omhu i hver eneste bid. Det er hjemmelavet mad, lavet fra bunden. Præcis som du ville lave den selv hjemme i dit eget køkken.

Frosne færdigretter, der er nemme at varme i en fart, skal ikke være et kompromis med hverken smag, næringsværdi eller sanseoplevelser som duft og konsistens. Og her er det de små detaljer, der gør hele forskellen: Der indgår ingen halvfabrikata i vores retter. Vi koger f.eks. altid vores egen fond og bruger den i sauce, supper og gryderetter. I en gryderet dur det ikke at bruge frosne rodfrugter, mens frosne løg, peberfrugt og ærter smager præcis som det skal når maden indfryses. I en puré eller en blendet suppe er de frosne grønsager helt på højde med de friske. I det hele taget veksler vi mellem tilbehør af frosne grønsager og tilbehør fremstillet af friske grønsager. Vi camouflerer ikke smag med tilsætningsstoffer og smagsforstærkere. Det er ikke nødvendigt når man er omhyggelig med at vælge gode råvarer.

Økologi, dyrevelfærd – og kortest mulig vej fra jord til bord, hænger for os helt naturligt sammen med et velsmagende måltid mad. Vi vælger lokale leverandører, hvor vi kan. I det hele taget gør vi os umage med at finde leverandører, der har samme høje kvalitetsnormer og etik, som vi.

Frosne færdigretter klinger for mange af industri og mad på samlebånd– men, sådan ser virkeligheden langt fra ud i Halkær Ådals køkken. Selvom vi laver mad i temmelig store portioner, er der ingen fabriksfremstilling over vores madlavning. Alt laves fra bunden af kyndige hænder.

Kvinderne bag

Vi er drevet af passion for økologi og god mad.

Kvinderne bag Halkær Ådal

Kate, Edith og Ilse

Mad skal ikke nødvendigvis være avanceret, for at smage godt. Og god mad er ikke noget, der skal forbeholdes særlige lejligheder eller højtider. Alt for mange nøjes med for alt lidt i det daglige – frivilligt eller af nød og mangel på lødige alternativer til de hjemmelavede frikadeller. Det brænder vi for at ændre på. Alle skal have nem og lige adgang til god økologisk mad. For det du spiser, hænger uløseligt sammen med din livskvalitet. Et veltillavet måltid mad – hver dag, kan virkelig rykke meget for mange i det små.

Vi har begge kærligheden til mad og økologi som fællesnævner i vores liv. Edith, som er uddannet civilingeniør og heilpraktiker, er vokset op i en vestjysk landhusholdning. Det var her interessen for mad – og det, den gør ved os, blev vagt. Helt fra barnsben var hun med sin mor i køkkenet, når der skulle slagtes, syltes, bages og laves mad. Maden var et naturligt samlingspunkt – noget man var fælles om. Der er også tilbragt timer med lugejernet hjemme i forældrenes køkkenhave. En del urter, græskar og hindbær i vores færdigretter og desserter kommer i dag fra Ediths egen økologisk certificerede køkkenhave.

Gennem flere år forpagtede Edith køkkenet på Halkær Kro og Kulturhus. Også her var økologi og den gode mad et vigtigt omdrejningspunkt. På Halkær Kro arbejdede Edith sammen med dygtige kokke og lokale leverandører. Én af dem var Kate, som var med i køkkenet og leverede ænder fra sin egen andefarm. Det var hér, idéen til Halkær Ådal opstod.

Kate, som er uddannet civiløkonom og dramatiker, er vokset op i kanten af København. Som barn nød hun ofte somrene hos sin farmor og farfar, der havde et lille husmandssted oppe i Sejerøbugten. Somrene var noget særligt og en stor kontrast til bylivet: helt tæt på dyrene – og ikke langt fra jord til bord. Med farmor i køkkenhaven og plukke bær til marmelade, kompot, grød og andre gode sager. Det var – og er, særligt det søde køkken, der fanger interessen. Derfor bidrager Kate også, når der skal findes nye opskrifter til Halkær Ådals desserter og kager.

Kate har været økologisk andefarmer gennem 10 år. Adskillige ænder har nydt det frie liv på markerne omkring Gravhøjgård. De første blev solgt til Irma, siden kom også Halkær Kro og Kulturhus til. De seneste år er ænderne landet på tallerkenen hos Halkær Ådals kunder, men fremover kommer de fra andre producenter. Kate skal væk fra gården og flytte i bofællesskab i Halkær By.

Efter TV-programmet Løvens Hule på DR1 har Halkær Ådal fået en ny samarbejdspartner og medindehaver. Erhvervskvinden Ilse Jacobsen (med gummistøvlerne), der ligesom Kate og Edith sætter stor pris på god mad, er trådt ind i firmaet. Flere nye idéer er opstået som et resultat af partnerskabet, ligesom samarbejdet har betydet en øget professionalisering.

Levering af mad til ældre

Kate, Edith og Ilse i køkkenet

Halkær Ådal i Løvens Hule

Edith og Kate i TV-programmet Løvens Hule på DR 1